Baggrund

I 2011 fik SAK Kunstbygning en ansøgning fra de tre billedkunstnere Yvette Brackmann, Maria Finn og Frans Jakobi. De ønskede at bruge kunstbygningen til en udstilling, hvor de ville forholde sig til Brechts værker, hans tanker om værkers forhold til publikum, om politisk kunst og formidling.

Helle Wisbech, daværende daglig leder på SAK, fik aftalen forhandlet på plads – udstillingen kom til at hedde The Exception and The Rule. Efter aftale med kunstnere valgte Helle Wisbech at kontakte forskellige kulturinstitutioner, kulturelt aktive i Svendborg gennem Kulturelt Netværk – bl.a. Baggårdteatret, biblioteket, Giant Steps, desuden SDU, Folkeuniversitetet, politiske organisationer og selvfølgelig Brechts Hus – for at samle en gruppe, som kunne ønske at være med at til skabe lokale relevante, interessante, inspirerede og inspirerende kulturbegivenheder med udgangspunkt i Brecht arbejde.

Alt dette blev planlagt til at løbe af stablen sideløbende med udstillingen i september 2012. Allerede i planlægningsfasen begyndte arbejdsgruppen at snakke om, at det vi havde gang i, kunne udvikle sig til en tilbagevendende festival. 

I starten af 2012 spurgte kulturproducent Anneline Köhler Juul den daværende leder af BaggårdTeatret, Lasse Bo Handberg, om hun som freelancer evt. en gang imellem kunne sidde på teatret og arbejde. Lasse syntes umiddelbart, at det var en god ide og til gengæld skulle hun fundraise til et af teatrets projekter: til at købe nye stole i salen, eller, til at etablere den Brecht-festival, som var på vej. Det var ikke så svært at vælge! Særligt ikke, da Anneline var og er en stor elsker af tysk sprog og kultur og har boet godt 10 år i Tyskland. Anneline skrev en projektansøgning til Kunstrådets nyoprettede Tværæstetiske Pulje og modtog 100.000 kr. og dermed var det økonomiske grundlag for den første Brechtfestival lagt.

Vision for festivalen var :

at skabe en international Bertolt Brecht-Festival i Svendborg, som omfatter alle aspekter af forfatterskabet teater, musik, lyrik og politik og som bliver skabt i et bredt og rigt samarbejde.

Formålene med festivalen. 

Kunstnerisk: at udforske kunstneren Bertolt Brechts  værk i teater, musik, og kunst, bredt appellerende og smalt udforskende og derigennem inspirere til nye synsvinkler på hans værk. 

Socialt: at engagere borgerne i en kunstfestival. Åbne nye aspekter af områdets historie. Udvikle nye publikumsgrupper og styrke opmærksomheden for immigranter og flygtninges rolle i den skabende kunst. 

Organisationsmæssigt: at styrke samarbejdet og inspirationen mellem kulturelle aktører i region Syd gennem et fælles: 

Økonomisk: at tiltrække kulturturister fra Danmark og Europa til området.